Fri proces og retshjælp

Det kan være forbundet med store omkostninger at skulle føre en retssag. Hvis du opfylder en række betingelser, kan du opnå dækning af omkostningerne via fri proces eller retshjælpsdækning.

Fri proces betyder, at statskassen betaler retsafgiften og salæret til din advokat. Hvis du taber sagen, betaler statskassen ligeledes sagsomkostningerne til modparten.

En retshjælpsforsikring er en forsikring, der ligeledes dækker de omkostninger, der er forbundet med en retssag.

Retshjælpsdækning

Hvis du har en forsikring med retshjælpsdækning, kan du muligvis opnå retshjælpsdækning i sagen.

En række sager er undtaget fra retshjælpsforsikringen. Det gælder blandt andet tvister i ansættelsesforhold.

Hvis forsikringsselskabet giver tilsagn om retshjælpsdækning, betyder det, at du ikke skal betale for det arbejde, som udføres i sagen – dog med følgende undtagelser/begrænsninger:

Tvist: Dækningen indtræder først, når der er opstået en tvist i forsikringsbetingelsernes forstand. Ved en tvist forstås en konkret, aktuel konflikt, som parterne ikke selv har kunnet løse. Det kan derfor også betyde, at forsikringsselskabet ikke dækker indledende arbejde, der udføres med henblik på at finde en udenretlig løsning.

Småsager: Ved krav under kr. 50.000 dækker forsikringen kun nødvendig bistand under hovedforhandlingen i retten. Det betyder, at hvis du skal have bistand med forberedelsen (udveksling af processkrifter mv.), skal du selv betale for dette arbejde.

Selvrisiko: Du skal betale en selvrisiko. Størrelsen afhænger af betingelserne i din police.

Maksimal dækning: Det fremgår af din police og af retshjælpstilsagnet, hvad den maksimale dækning udgør. Såfremt sagsomkostningerne, herunder eventuelle omkostninger til modparten, overstiger dette beløb, skal du selv afholde det overskydende beløb.

Hvis du ikke opnår retshjælpsdækning, vil du skulle betale for den tid, der er blevet brugt på at søge om retshjælpsdækning på dine vegne.

Fri proces

Hvis du har rimelig grund til at føre en sag, og du overholder de økonomiske betingelser, er det muligt at søge om fri proces.

I vurderingen af, om der er rimelig grund til at føre proces, indgår en række parametre:

  • Sagens betydning for dig, hvilket vurderes ud fra objektive omstændigheder med hensyn til sagens karakter og din situation.
  • Udsigten til, at du vil få medhold i sagen.
  • Sagsgenstandens størrelse.
  • Størrelsen af de forventede sagsomkostninger set i forhold til det, sagen drejer sig om.
  • Muligheden for nævnsbehandling. Fri proces vil som udgangspunkt blive afslået, hvis der er nævnsmulighed, og du ikke har forsøgt at få sagen afgjort ved et sådant nævn (medmindre sagen ikke er egnet til nævnsbehandling, eller nævnsbehandling vil være forgæves).

Økonomiske betingelser for fri proces:

Du kan kun få fri proces, hvis dit indkomstgrundlag er under den økonomiske grænse. Ved beregningen anvendes den skattemæssige årsopgørelse for det forrige kalenderår. I 2026 anvendes således årsopgørelsen for 2024.

I 2026 må en enlig ansøgers indkomstgrundlag ikke overstige kr. 404.000. Hvis du er i et samlivsforhold/ægteskab, må jeres samlede indkomstgrundlag ikke overstige kr. 513.000. Beløbet forhøjes med kr. 70.000 for hvert barn under 18 år, som enten bor hos dig eller i overvejende grad forsørges af dig.

Hvis dine aktuelle indkomstforhold afviger væsentligt fra det, der fremgår af årsopgørelsen for 2024, kan de aktuelle indkomstforhold lægges til grund.

Hvis du vil anlægge en sag, eller der er blevet anlagt en sag mod dig, er du velkommen til at kontakte IUSTUS Advokater I/S for en vurdering af, om du kan opnå enten fri proces eller retshjælpsdækning til din sag.

Kontakt advokat Anders Rynkebjerg for en uforpligtende drøftelse

Anders Rynkebjerg

Advokat(H) og PARTNER

Tak for din henvendelse. Vi kontakter dig snarest og så vidt muligt indenfor 3 hverdage.